Skammelige handlinger Solsjenitsyn

Det ville jeg ikke ønsker at leve, fordi jeg ville være meget skamfuld. Desuden vil jeg have vanæret sig selv. Så, sidder i lejren "Arbejdstagere" af solsjenitsyn. Erindringer af solsjenitsyn, hans hustru og venner viser, at den post-krig lejre var relativt liberale: de indsatte (i hvert fald den fremtidige forfatter) havde regelmæssige besøg, sende og læse bøger. Maden var god.

Fps i de aktuelle forhold – med en masse mere. Forfatter Vladimir bushin i 2005 i sin bog "Alexander solsjenitsyn. Det geniale ved den første spit," har indsamlet mange fakta om den russiske forfatter, nobelprismodtager. I deres arbejde bushin udelukkende var baseret på fakta – de minder om solsjenitsyn og hans familie. Flere kapitler i bogen er dedikeret til ophold af alexander solsjenitsyn i gulag, mere i fængsler, og "Specielle objekter".

Vi udelader disse passager fra bogen argumentation bushina på den moralske karakter af solsjenitsyn, og levere kun de nøgne fakta: "Om livet i fangenskab, siger en masse af det arbejde, der er nødvendigt for at udføre dets vilkår og betingelser. I 1970 i en biografi for nobel-komité, han skrev om sin lejr år: "Han virkede som en arbejdsmand, en murer, liteischika". Men fem år senere, at tale foran en stor forsamling af repræsentanter for de amerikanske fagforeninger i Washington, begyndte sin tale med en lidenskabelig appel: "Brødre! brødre i arbejde!" og endnu en gang præsenterede sig som en proletarisk: "Jeg arbejdede i livet i mange år som murer, støberier, arbejdsmand. " amerikanerne har lyttet til den proletariske, med tilbageholdt åndedræt. Indførelsen af alexander solsjenitsyn til fysisk arbejde, der skete i slutningen af juli 1945, da, der i krasnopresnensky transit-punkt, begyndte han at gå på en af kajerne af moskva-floden for at læsse træ. Solsjenitsyn ingen, der blev tvunget, indrømmer han: "Vi gik til at arbejde frivilligt. " desuden er "Glade for at gå". Men fremtiden nobilita på det første møde med det fysiske arbejde, har vist en egenskab, der vil ledsage hans fulde sætning: lust for, hvad der var for anmassende eller at nogen andre dagnostika væk fra fysisk arbejde.

Når der, på anklagebænken, værkfører gik ned den linje af fanger til at vælge, værkførere, hjerte alexander solsjenitsyn, efter hans bekendelse, "Blev revet væk under shirt: mig! mig! jeg udpeger!. ". Men bo på forsendelsen, giver det mulighed for at tilmelde dig i hans anciennitet proletariske kun to uger. Så er det ny jerusalem lejren. Det er et teglværk. Knappede alle knapperne på skjorten og brystet, siger han, han kom til rektor-kontoret. "Officer? – straks bemærket af direktøren.

– hvad er befalet?" – "Artilleri division!" (løj du er på farten, kan batteriets levetid forekom mig en smule). "Okay. Skift værkfører clay pit". Det producerede den første dagnostika. Solsjenitsyn, indrømmer, at når alt arbejdet, han "Stille og roligt op fra sin underordnede for at de høje klipper, rullede væk fra jorden og satte sig ned på jorden og sat på pause". Ifølge reshetovskaya, citerer hans breve i et teglværk min mand har arbejdet på forskellige arbejdspladser, men var med henblik på at komme tilbage "Til nogle slags kontorartikler sted.

Ville det være vidunderligt, hvis vi kunne". Den drøm havde formået at gøre i den nye lejr bolshaya kaluzhskaya (moskva), hvor han blev overført på 4 september 1945. Her er mere på vagt, sagde han, at erhvervet mængde landmåler. Han troede på, og se på hans ansigt "Med premadasa vilje til at trække service" udpeget, skriver, "Ingen setter, ikke noget, stå op! – leder af produktion, dvs ældre end formanden, og alle formænd!" ak, om denne høje post stærk konkurrent ikke længe. Men tingene er ikke så slemt, "Er sendt mig en gravemaskine, og et team af malere. " men snart ryddet stillingen som assistent quantity surveyor.

"Ikke at spilde nogen tid, at jeg den næste morgen fik en assistent mængde landmåler, har aldrig lært årsagen til maleri". Var det vanskeligt for et nyt job? læs: "Forordning jeg har ikke undersøgt, men kun ganget og divideret sjov. Jeg har været en undskyldning for at gå en tur gennem bygningen og tid til at sidde. " i lejren i kaluga, han var indtil midten af juli 1946, og derefter – rybinsk og zagorskaya særlige fængslet, hvor han forblev indtil juli 1947. I løbet af denne periode på et år, fra synspunkt af byggeriet af den proletariske erfaringer, han havde ingenting fået.

Næsten alle den tid arbejdede i de specielle matematiker. "Det arbejde, der kommer op til mig, og jeg kommer til at arbejde," skrev med tilfredshed, at hans hustru. Med den samme lethed, som han tidligere havde sagt, at chefen for divisionen, og derefter kalde det setter, kort hero erklæret sig en atomfysiker. Ham, og denne gang tror! i juli 1947 overført fra zagorsk til moskva igen, til at bruge som en fysiker. Han blev sendt til særlig fængsel marfinskaya – videnskabelige forsknings institut for kommunikation.

Det er i ostankino. Ved institut, som han ikke blot var en matematiker, en bibliotekar, en oversætter fra tysk (som ikke vidste bedre kernefysik), og derefter lave en komplet slacker: igen en tørst for at skrive, og her indrømmer han: "Denne passion, jeg gav alle tid nu, og finansministeriets arbejde åbenlyst holdt op med at trække". Betingelser for at skrive var god. Reshetovskaya trækker dem i sine breve: "Den stue, hvor han arbejder – høj, hvælving, der er en masse luft. Skrivebord med masser af skuffer. Næste tiltabellen vinduet åbent hele dagen. " at røre ved sådan en vigtig del af hans liv i marfino særligt fængsel, som den orden, solsjenitsyn skriver, at der blev krævet af ham, i virkeligheden, kun to ting: "12 timer for at sidde bag et skrivebord-og overordnede. " gør det samme for hele den periode, hvor som helst, men her, den arbejdsdag, der ikke havde overskredet otte timer. Af billedet n.

Reshetovskaya: "Ved frokosttid sanya som lå ude i gården på græs eller sove på et herberg. Morgen og aften gåture under lindetræer. Og i weekenderne tilbringer i luften 3-4 timer, spille volleyball". Thumbs up og anbragt et sted på et hostel — et rummeligt værelse med højt til loftet, med et stort vindue. En separat seng (ikke en køjeseng), ved siden af et natbord med en lampe.

"Op til 12 timer i sanya læse. Og fem minutter bar først hovedtelefoner, jeg slukkede lyset og lyttede til nattens koncert. " glucks opera "Orpheus i helvede". Desuden marfino særlige fængslet er, i ord solsjenitsyn, det er "Fire hundrede gram hvidt brød og sort, der ligger på bordene", sukker og endda smør, een og tyve gram, andre fyrre på en daglig basis. L. Kopelev siger: til morgenmad kan du få et tilsætningsstof, for eksempel, hirse grød; frokost bestod af tre retter: suppe med kød -, tyk grød og frugt kompot eller budding; til middag, en slags gryderet.

Og den gang var det sværeste i efterkrigsårene. Solsjenitsyn hele perioden modtaget fra sin hustru og hendes familie på første ugentlige program, så en månedlig pakke. Noget han selv blev træt, og han blev nogle gange alt for kræsen bogstaver: "Tørrede frugter behøver ikke mere. Kan specielt godt lide stivelsesholdige fødevarer og slik. Alle former for produkter, som du har sendt – lækker. " kone sendte søde, og her siger han: "Langsomt suge det tredje bind af "Krig og fred", og med ham din chokolade. " passion solsjenitsyn i fængsel var bøger.

I lubyanka, for eksempel, han læser disse forfattere, som derefter, i 1945, og frihed til at få næsten var umuligt: merezhkovsky, distrikter, pilnyak, panteleimon romanov: "Bibliotek af kgb – dets dekoration. Bøger bringe så meget, hvor mange mennesker i salen. Nogle gange er bibliotekar på miracle tager vores ordrer!" og i marfino særlige fængslet, solsjenitsyn havde mulighed for at træffe afgørelser, selv i de største bibliotek i landet — i leninka. Familie besøg fandt sted på tourist, klubben embedsmænd i fængslet, hvor fangerne blev bragt fra andre fængsler. N.

Reshetovskaya beskriver en af dem: "Kom ikke det "Værste bil", en lille bus, der forlod vores mænd er ganske godt klædt på, og ikke som fanger. Derefter, stadig ikke indtaste klubben, hver af dem nærmede sig sin hustru. Sanya, som alle omfavnede og kyssede hinanden og hurtigt gav hinanden hånd i hånd, dine breve, som dermed undgik censur". Et andet uddrag fra bogen bushina, er ikke relevante for indgåelse af forfatteren, men klart en opfattelse af solsjenitsyn sig selv som messias: "Denne sag fandt sted under den nye 1962. Min kone og jeg gik fra ryazan til moskva, der har taucha til at skjule deres manuskripter.

I festlig tog nogle drunk bølle begyndte at håne passagerer. En af de mænd, i modsætning til ham: hvem var den gamle, der er alt for forsigtig. Det var naturligt at springe mig i nabolaget sad jeg, og ryashko mig var heftig. Men stående på vores fødder ædle kuffert med alle sine manuskripter, og jeg turde ikke: efter en slåskamp var uundgåelig for at nå ud til politiet.

Det ville være russisk historie, således at mobbe brød min snedige tråd. Så, for at være i overensstemmelse med russisk gæld, havde ikke-russiske eksponering til at have. ".